Er det blevet forbudt at dø?

Ja, er det blevet forbudt at dø?
Det har jeg tit spurgt mig selv om. Over alt i medierne, hos lægen, på cigaretpakker, på nettet osv. bliver vi bombarederet, med kolde fakta om, hvad vi i hvert fald ikke må, for så kommer vi til at dø af det. Der er simpelthen ikke det, man ikke længere må, uden at man kommer til at dø af det.
Eks:
Spis fed mad=Dø af hjerte/kar sygdomme
Bliv siddende på din flade bagdel= Blodprop i benet, som sætter sig i lungen=Død
Gå ud i solen=Dø af hudkræft
Drik alkohol=Dø af skrumpelever

Ja og sådan kunne jeg blive ved, der er simpelthen ikke det, man ikke længere kan dø af.
Selvfølgelig skal man tage sine forbehold, men nogle mennesker, er blevet så bange for døden, at de helt glemmer at leve. Døden er blevet som en evig fjende, der forfølger en, hver eneste dag. Dit og dat må man ikke gøre, for så dør man.

Hemmelige koder:
Ja de så omdiskuterede hemmelige koder. Dødskoderne og hvad man ellers vil kalde disse. En høne der pludselig bliver til en hel hønsegård. Igen spørgsmålet om at give slip på livet. Er det forkert at dø, når man er gammel og syg?
Som studerende i sundhedsvæsnet, ved jeg at man skal tage hele dette mediecirkus, med et stykke brød til. Der findes gangske enkelt ikke hemmelige koder. Alle har indsigt i deres egen journal, alle har krav på en forklaring, hvis man ikke forstår det der står. Nogle steder vælger man at skrive % 2222, dette er egentlig bare at man ikke skal ringe 2222, hvis der er hjertestop. Det er et telefonnummer, men med meget stor betydning.

Men vi kan ikke redde alle. Nogle mennesker er ganske enkelt for sige, til at det ville nytte noget at genoplive dem. Deres skader ville ganske enkelt blive så store, at de måtte sidde som en grøntsag resten af deres liv, som måske ville være et par måneder mere. En vurdering om at de ikke skal genoplives, bliver jo taget, fordi man mener, at disse mennesker ingen gavn vil have af dette. Og hvad er der i vejen med at dø, når man er gammel, uhelbredelig syg, det hele bare er et spørsmål om tid?
Skal vi virkelig til at spørge alle ældre mennesker, om de vil genoplives, hvis de får hjertestop? Skal vi virkelig til at forklare dem, de kolde fakta, om hvilke konsekvenser dette ville få? Er det det, man skal møde nyindlagte med? Fragtager man dem så ikke håbet? Er vi i vores gode ret, til at fratage et andet menneske håbet? Hvis vi fragtager dem håbet, fratager vi dem så ikke også livet? Det er jo ikke engang sikkert at de får hjertestop, imens de er indlagt. Og hvor stor er sansynligheden, for at nogen ville opdage at de fik hjertestop.

På nogle afdelinger, er der 24 meget syge patienter og to nattevagter. De kan jo ikke holde øje, med alle stuer hele tiden. Sansynligheden for at dø om natten, er jo temmelig stor, de fleste mennesker dør om natten. Men ingen vil højst sansynlig opdage dette, før det er for sent alligevel, hvis der ikke er nogen konkrete tegn på, at patienten er ved at dø. Det kan lyde hårdt, men sådan er livet.

Tror egentlig mange gange, at det er de pårørende, der ikke vil give slip. Gamle mennesker skal hives igennem måned lange indlæggelser, med alverdens undersøgelser, hvor vi taler alt fra at få en tyk slange med et kamera op i røven til sindsyg dyre MR scanninger. Jeg tror faktisk, at man på denne måde, pådrager disse gamle mennesker mere lidelse, end gavn. Når man så efter undersøgelse nr. 10, blodprøve nr. 200 og lægekonference 30, må konstatere at fru Jensen på 85 har kræft, finder man alligevel ud af, at man ikke kan gøre en skid ved det. Hun er efter 8 ugers indlæggelse, alligevel blevet så dårlig, at hun vil tage mere skade end gavn af, at man prøver at helbrede hende.

Jeg håber selv, at jeg kommer til at få et langt og lykkeligt liv. Jeg elsker livet, der er meget jeg skal nå endnu. Men når jeg engang er gammel, uhelbredelig syg og det hele bare er et spørgsmål om tid, behøver de ikke genoplive mig.

DET ENESTE DER ER SIKKERT, DEN DAG DU KOMMER TIL DENNE VERDEN, ER AT DU SKAL HERFRA IGEN. VI SKAL ALLE DØ.