På opfordring af min aller bedste kammerat Jønne, skriver jeg nu et blogindlæg om emnet dating, kærlighed og knuste hjerter.
At Turde at tage en chance
Der er mange steder at møde nye mennesker på, i byen, netdating, fest hos venner, men hvorfor ikke i føtex en kedelig tirsdag? Nogle gange er man nødt til at turde, at have ja hatten på. Hvad er det værste der kan ske? Det værste der kan ske, er at man får en afvisning. Og det er nok i grund og bund den de fleste af os er bange for. Det er da aldrig sjovt at blive afvist af nogen, men det er endnu mindre sjovt, at leve et liv hvor man gang på gang fortryder, at man ikke tog chancen og sprang ud i det. Bare for at se hvad der kom ud af det.
Vi kender det alle, vi ser ham den lækre på den anden side af køledisken i Rema1000, du er lige ved at putte frosne ærter i din kurv, mens han tager et kilo fars op på den anden side. Pludselig kigger i på hinanden. Han smiler og du smiler tilbage. Du tjekker ham lige ud og opserverer ingen ring på fingeren og hans indkøb ligner aller mest noget en ungkarl ville spise. Men ingen siger noget. Du går til kassen og han fortsætter sin indkøbstur. Hvorfor er der ingen der siger noget? Vi tør ganske enkelt ikke. For hvad nu hvis dit og hvad nu hvis dat?
Sidste år sad jeg i toget på vej hjem fra Aalborg, i det første morgentog mod Randers. Jeg havde været i byen i gaden hele natten og var faktisk godt og grundig træt. Det var en af de ture, hvor man sidder og bare vil hvile sig og så kommer der 100 kampklare blå spejdere ind i vognen. Så jeg måtte lette mit trætte korpus og sætte mig på klapsæderne. På den anden side sidder han så, denne her mega charmerende fyr. Han sidder og smiler til mig hele turen og jeg smiler igen. Ingen af os siger noget. Pludselig hører jeg i højtaleren, at næste station er Randers. Jeg rejser mig op for at gå mod udgangen. Jeg er stadig i lidt godt humør, efter aftenens bytur. Jeg fatter mod, vender mig om, kigger fyren ind i øjnene og pludselig flyver ordene ud af min mund " Du ser godt nok sød ud". Virkeligheden går op for mig. Hvad var det lige jeg sagde der? Mit hjerte galoperer afsted, min puls er sikkert oppe på 200. Jeg styrter ud i gangen. Pludselig går døren op, lige som toget standerser. Fyren kommer ud i gangen, smiler til mig og siger: " Jeg er ked af at skulle fortsætte resten af turen uden dig, nu er der ingen at smile til længere." Jeg er nødt til at springe ud af toget, jeg smiler og vinker, mens han står og smiler til mig. Jeg synes selv jeg var modig, men var efterfølgende ret træt af at jeg ikke havde turde sige noget før. Nu kørte han væk, jeg vidste ikke hvor og hvorhen. Ikke engang et navn havde jeg. Men en erfaring rigere var jeg blevet.
Om knuste hjerter
Hvem af os, har ikke prøvet at få knust hjertet? Det er der nok ingen der kan sige sig fri for.
Jeg er ikke nogen ekspert i kærlighed, men jeg har gjort mig nogle erfaringer og haft nogle oplevelser jeg godt vil dele med dem som har interesse.
Jeg husker tydeligt en af de første gange jeg fik knust mit hjerte. Jeg må ha gåed i 5 klasse. Han var min kæreste og mit livs kærlighed (Det var jeg i hvert fald overbevist om dengang.). Men så skete det, det der ikke måtte ske, mit dengang værste marridt blev virkeligt. Han sagde til min veninde, at han slog op med mig. Jeg var knust, det kunne ikke passe. Mange dage blev brugt med kleenex og skriven i min dagbog. Dengang troede jeg aldrig at jeg ville blive glad igen. Det var som om verden var brast ned over hovedet på mig og intet ville kunne blive godt igen. Men med alle knuste hjerter, så heler de igen og det samme gjorde mit. Det eneste der nu var tilbage, var et lille ar og mindet om de sårede følelser. Sådan gjorde jeg min første erfaring med et knust hjerte.
Jeg talte ikke med vedkommende igen, indtil jeg mødte ham sidste vinter. Pludselig stod han foran mig på et diskotek. Jeg stod oppe i baren med en veninde, vi var i godt humør, kjolen sad som den skulle og stiletterne var nye og spidse. Han kom hen snakkede og smilede. Pludselig dukkede minderne op, fra dengang han havde såret mine følelser 13 år tidligere. Jeg kunne mærke en inderlig trang, til at jokke ham over tæerne med min stiletter, så han kunne mærke noget af den smerte jeg havde følt dengang. Men dette ville jo både være barnagtig og latterligt. Så jeg valgte istedet at tage tyren ved hornene og fortælle ham, at han rent faktisk havde såret mine følelser engang. Han gav mig en undskyldning for måden det var blevet gjort på. Men at undskylde for følelser eller mangel på samme, ville havde været forkert.
Forelskelse-psykose og veninder
Alle der har prøvet at være sådan rigtig forelsket, ved at man bestemt ikke længere er ved sin fulde fem. Jeg har engang læst et sted, at forelskelse kan tilsidestilles med en psykotisk tilstand. Man er ganske enkelt kun i stand til at forkusere på en ting efterhånden og det er ham eller hende. Man lader ikke længer sin mobil ude af syne, for tænk hvis der nu tikker en besked ind, man bare lige er nødt til at svare på. Og kommer der så endelig en besked, bliver den læst 1000 gange, der bliver tolket, overfortolket og mistolket. Alt bliver analyseret ned til mindste detalje, som var det et nyt vidundermiddel mod kræft, man var ved at finde frem til. Man kan gangske enkelt kun tænke på en ting.
Alt ved den anden part virker ganske enkelt perfekt og kan man se nogle fejl, prøver man at overbevise sig selv om, at man sikkert godt vil kunne leve med at han piller bussemænd og ikke vasker fingre efter at han har været på toilet. Men forelskelse gør blind.
Når dine veninder eller venner fortæller dig, at han ikke er den rette for dig, så bliver du sur og gal. Hvad F**** bilder vedkommende sig ind? Men i virkeligheden har ens veninder/venner oftest ret. De er jo ikke forelskede, de kender dig, måske bedre end nogen anden og de ved hvad du har brug for. Men i selve situationen, kan det være svært at se. Indtil du om seks måneder vågner op af din psykose og finder ud af at du bor sammen med Al Bundy. Så ville du ønske du havde lyttet til dine veninder. Og vil du ikke lytte, så kan du komme ud for, at du må gøre dig nogle bitre erfaringer. Men måske var du også en af de heldige.
Forelskelse er både helt fantastisk og samtidig en forbandelse.
Netdating
Efter 8,5 års samliv, flyttede jeg sidste år i marts måned for mig selv. Et forhold jeg ikke vil diskutere i dette offfentlige forum. Men pludselig stod jeg der 24 år gammel og single for første gang siden teenage årene. Jeg havde ingen anelse om hvad det ville sige at være single, jeg havde jo som sådan aldrig rigtig prøvet det. På den anden side, var jeg også overbevist om, at jeg aldrig ville finde en kæreste igen. For hvem ville dog have mig, tænkte jeg.
Jeg læste et hav af selvhjælpsbøger, som i grund og bund gjorde mig mere forviret. Men noget har jeg vel taget med mig.
En dag introducerede min gode ven mig for netdating. Til at starte med afslog jeg blankt og at dette ikke var noget for mig. Men efter et par kig, besluttede jeg mig for at prøve alligevel. Og der kom faktisk en del mails, hvilket var rigtig rart, men på den anden side havde jeg et lidt ambivaltent forhold til, at man skulle søge efter en kæreste, som om man bladrede i et varekatalog.
Efterhånden som tiden er gåed, så har jeg været på nogle dates, nogle mere vellykket end andre. Med nogle blev det aldrig til mere end en enkelt kop kaffe, andre igen et par gensyn og så var der de, som den dag i dag har vundet en plads i mit hjerte, men udelukkende på det venskablige plan. En enkelt eller to har vækket noget i mit hjerte, måske en lille snært af forelskelse og den ene endte med at knuse mit hjerte, som jeg havde prøvet det før.
Jeg har faktisk kun haft positive oplevelser omkring at blinddate folk fra nettet. Jeg har endnu ikke mødt nogen personligt, som ikke har opført sig ordentligt. Men Mr. right har ikke vist sig endnu. Og efterhånden har jeg dropet alt det dating halløj. Men sidder du nu der og vil igang med netdating, så kan jeg kun sige gør det, men tag disse råd med på vejen.
- Inden du opretter en datingprofil, så gør dig klart hvad du søger. Skriv dette i din profiltekst, fordi ellers vil du modtage 1000 mails fra liderlige gamle mænd, som bare er ude på en ting. Så vil du finde en kæreste, så gør det tydeligt i din profiltekst og hvordan manden i dit liv skal være.
- Det gør ikke noget at stille krav, hvis du leder efter den eneste ene. Du har jo trods alt tænkt dig at finde en du skulle kunne holde ud i længden.
- Hvis vedkommende starter sine mails med Hej Frække, så drop det med det samme. Folk der skriver dette uden at kende dig, er kun ude på en ting og intet andet.
- Sørg for at skrive nogle mails frem og tilbage, inden du mødes med vedkommende. Det bedste er faktisk at tale i telefon også, da man så får en lille fornemmelse af om man kan snakke med personen. Føles det ikke rigtigt, så sig farvel og tak.
- Hvis du tager på date, så gå ikke ind til det, med indstillingen om at du skal finde den eneste ene. Tag ud og drik en kop kaffe el. lignende. Det er ikke USA´s præsident du skal møde, men bare et andet menneske. Du vil hurtigt finde ud af om det er noget eller ej.
- Så fremt det ikke er en person du har haft lang kontakt med inden i mødes, så sæt højst et par timer af til daten. så risikerer du ikke at skulle tilbringe en hel dag med en person, som er ved at kede dig ihjel og som udelukkende snakker om det nye super bolte han har købt til sin nye opel kadet.
- Pas på dig selv og send klare signaler om hvor dine grænser går
Evig kærlighed og den enste ene.
Den evige kærlighed, er det ikke det de fleste drømmer om. At møde sin soulmate den enste ene?
Tja jeg er så skeptiker og tror egentlig ikke på den eneste ene. Men jeg tror på, at der er mange eneste ene. Jeg tror nogle kan være den eneste ene, for en periode i ens liv. En uge, måneder eller år. Og så kan man finde en anden eneste ene, som kan være den eneste ene i en ny periode. Nu skal jeg ikke være total pesimist, for der er helt sikkert nogen, som møder en, de skal dele resten af deres liv med. Men langt hovedparten har forliste forhold med i rygsækken. De har efterladt nogen, som de engang troede skulle være den eneste ene. Og var vedkommende ikke den eneste ene? Jo det var de vel for en periode af ens liv. Nu står man tilbage med gode og dårlige minder, og en del erfaringer som har gjort en til den man er lige nu.
Selv har jeg valgt at sende kærligheden og mænd hen hvor peberet gror for en periode. Efter lidt ondt i hjertet, et par kleenex osv. er jeg kommet frem til, at jeg vil fokusere på nogle helt andre ting i en periode. Jeg er trods alt et lykkeligt menneske, med eller uden mand i mit liv. Nu vil jeg fokusere på det vigtigste i mit liv, nemlig Emilie, min uddannelse, mine veninder og tjene penge på mit arbejde og så vil jeg glæde nogle andre mennesker i samfundet. Men lede efter en mand, vil jeg ikke spilde min tid på. Hvis nogen alligevel vil gøre forsøget og overbevise mig om andet, så skal de være velkommen.
Tror en af de slånede grunde til at jeg ikke har nogen kæreste er, at singlelivet gangske enekelt er for let. Man passer sig selv, hygger med veninder når man vil, ser i tvet hvad man vil, spiser hvad man vil og skal ikke vaske andres sure underbukser. Men nogle gange kunne det da være hyggeligt, at have en der vil gå hånd i hånd med en :)
Håber at nogen fik noget ud af dette indlæg.
