Vi lever i 2011, men på trods af dette, er psykisk sygdom, stadig et tabu. Omkring hver 4 dansker, bliver på et tidspunkt ramt af en psykisk lidelse, på et tidspunkt i livet. Nogle kommer sig igen, men for mange bliver lidelsen, en tro følgesvend igennem resten af livet.
Er psykisk sygdom farlig, fordi man ikke kan se den?
Men mange der bliver ramt af en psykisk sygdom, har svært ved at tale med andre om det. De er bange for at blive stemplet, blevet kaldt for skøre eller at få at vide, at de bare skal tage sig sammen.
Men mennesker, der er ramt af en depression, kan ikke bare tage sig sammen. Det er mennesker, som har været stærke alt for længe, og hvor korthuset pludselig falder sammen. Det tager lang tid, at samle skårene og nogle kommer sig måske aldrig. De går med en kæmpe byrde og har brug for at nogen lytter til dem og forstår dem. Forvent ikke at din veninde med depression kontakter dig, da dette kan virke uoverskueligt for personen. Men de fleste bliver faktisk glade, hvis man ringer og lytter, eller at nogen viser, at man tænker på dem.
Mange i dagens Danmark, går også i den tro, at Skizofrene er folk, der har en spaltet personlighed, og derfor er flere forskellige personer. Skizofrene er ikke flere forskellige personligheder, men mange er plaget af stemmer i hovedet, som fortæller dem noget, eller kommenterer det de laver. Nogle stemmer er onde og andre er måske gode stemmer, som fortæller dem, at de er gode eller flotte. Hos nogle er stemmerne der hele tiden og hos andre kun i perioder eller på bestemte tidspunkter af dagen. Men der er meget mere i det at være skizofren, end at høre stemmer. Hvis du en dag skulle møde en skizofren, burde du lytte til vedkommende og lade dem fortælle dig, hvordan det er at leve med at være skizofren. Men skizofrene, er alligevel mennesker som du og jeg, DET SMITTER IKKE!
Din tidligere skoleveninde, er måske begyndt at skære i sig selv, har ingen selvtillid, har svært ved at fastholde relationer til andre mennesker. Hun kan ikke bare tage sig sammen eller er blevet underlig. Hun lider måske af en borderline personlighedsforstyrelse. Denne perosnlighedsforstyrelse, gør måske at hun ikke ser nogen anden udvej, end at skære i sig selv, når hun har det dårligt. For hende er det måske den eneste mulighed, for at få det bedre i en periode. Det er ikke i ond mening, at hun er holdt op med at kontakte dig. Hun kan måske bare ikke overskue det, tør ikke eller tror at du ikke længere gidder hende. Hun vil dig sikkert mere end noget andet, hun har brug for dig, brug for at føle sig elsket også selvom hun brænder en aftale for tredje gang.
Listen af psykiske sygdomme er meget lang og det ville næsten blive en bog, hvis jeg skulle skrive om dem alle.
Selv arbejder jeg som vikar, på en psykiatrisk afdeling. Et arbejde jeg virkelig holder af. Jeg har lært utrolig megetom det at være psykisk syg, men jeg har også lært så meget andet, for de mennesker, som er indlagt på en psykiatrisk afdeling, rummer så meget mere, end bare en psykisk sygdom. De har lært mig om livet, de har lært mig noget om mig selv, de har lært mig om kunst, om politik, om computere, at bage kage og listen er lang. De er allesammen mennesker, med hver deres kvaliteter. Alle har de brug for at blive forstået, ligesom du og jeg.
Min egen mor, har selv været indlagt på en psykiatrisk afdeling to gange. To gange er flaget, gået ned og hun er blevet ramt af en slem depression. Min mor har altid været en god mor, hun har passet på mig og min bror, passet hendes arbejde og sørget for at hjemmet var i orden. Min mor har altid været et menneske, som rummede overskud, til hendes mand, børn og andre. Men efter mange år, med et utroligt dårligt arbejdsmilø og en ledelse, der ikke fattede at behandle deres medarbejdere godt, blev min mor ramt af en depression. Jeg kunne slet ikke kende hende mere, der var ikke længere noget overskud, hun skældte ud og troede alle var imod hende. De kuliminerede med en indlæggelse på psykiatrisk hospital i 2005. Efter et par uger, var min mor på højkant igen og kunne tage hjem og starte på en frisk.
Hun begyndte at arbejde i butik igen, hvilket hun ikke havde gjort i 13 år. Først arbejdede hun i en vinhandel og blev senere ansat i en kiosk, hvor hun stadig er den dag i dag.
Sidste år ved denne tid, var anden gang min mor blev indlagt, i godt fem år, var det gået godt. Men da min mormor døde, var det somom korthuset faldt sammen igen. Så endnu engang, måtte min mor en tur på psykiatrisk afdeling, for at kommen en tur på højkant igen. Min mor er heldig, hun har verdens bedste chef og dennes kone. De har hjulpet min mor utrolig meget, ladet hende tage de timer hun kunne klare til at starte med og ladet hende tage det hele i hendes tempo. De holder af min mor, de ved at hun holder af hendes arbejde, er pligtopfyldende og at det ikke er pga. arbejdet, at hun kan have det dårligt. De har udvist og udviser stadig, utrolig stor forståelse for min mors situation. Noget mange andre arbejdsgivere kunne tage til sig. Mange andre i samme situation som min mor, mister deres arbejde og får måske aldrig chancen igen.
Jeg elsker min mor, hun er en fantastisk mor og mormor. Og jeg er utrolig stolt af hende, for hun har aldrig lagt skjul på, at hun har været indlagt på psykiatrisk afdeling. Hun fortæller det til alle, som vil høre det. For som hun selv siger, der er intet flovt over at ha haft det dårligt og fået hjælp.
PSYKISK SYGDOM ER IKKE ET TABU, MÅSKE DU BLIVER DEN NÆSTE!!!
onsdag den 16. marts 2011
søndag den 13. marts 2011
De hjernedøde unge mødre og det ry de giver os andre.
Jeg er mildest talt forkvalmet over tv-serien de unge mødre. Produktionsselskabet, formår gang på gang, at finde de værste eksempler af slagsen. Jeg aner ikke hvor mange tusind, der sidder og ser denne hjernedøde serie uge efter uge. På en måde forstår jeg dem godt, for dem der selv har børn, kommer lige pludselig til at virke perfekte.
Men det der igrunden irriterer mig mest, er at disse unge mødre, uge efter uge fremstiller, unge mødre, som totalt sociale tabere, der ikke har styr på noget som helst. Serien har endu ikke kunnet vise, at der faktisk findes unge mødre, som rent faktisk har styr på tingene.
Da jeg fik min egen datter, var jeg ikke engang fyldt 20 år. Min datter har været ønsket, fra det øjeblik, jeg en septembermorgen tilbage i 2005, stod med en lille pind, med to streger ude på badeværrelset. Men samtidig vidste jeg, at dette ikke ville blive let og at mit liv, aldrig ville blive det samme igen. Men jeg elskede hende, fra den dag, jeg fandt ud af at jeg var gravid. Jeg ville gøre alt, for at mit barn skulle vokse op og få en fantastisk barndom.
På det tidspunkt, havde de unge mødre allerede en sæson eller to på bagen. Da min mave begyndte at vokse, fik jeg medlidende blikke af gamle damer i føtex, hvilket virkelig fortsatte da jeg kom gående med barnevognen. Men jeg kunne ikke andet end at smile venligt til dem. For jeg var/er stolt, stolt fordi at det er min datter, mit et og alt, det aller vigtigste i mit liv.
Men som ung mor, ser alle på en, med helt andre øjne. Jeg havde det i hvert fald somom, at jeg måtte anstrænge mig meget mere, for at gøre det hele så perfekt som muligt. Der var nemlig ingen, der skulle have grund, til at pege fingre af mig. Og det mener jeg bestemt heller ikke, at nogen nogensinde har været berettiget til.
Jeg gør alt, hvad der står i min magt, for at være en god mor, men perfekt er jeg ikke, og det er der ikke nogen der er. Men når jeg ser tilbage, er jeg stolt og det har jeg god grund til at være. Min datter er næsten fem år gammel nu. Hun er fuldt ud udviklet som hun skal, hun fungerer godt socialt og er et glad og kærligt barn. Jeg er igang med min uddannelse som sygeplejerske, enlig, bestyrelsesformand i børnehaven og har et vikarjob ved siden af, når Emilie er hos hendes far. Jeg gør alt, for at Emilie skal have det godt.
Men der er mange der skal være stolte, for der findes rigtig mange, super gode unge mødre i det danske land. Mange af dem er lige så gode mødre, som dem der er 30 år, når de får deres første barn. Jeg har en veninde, som fik to børn, imens hun var 23 år og de er ikke tvillinger. Den ældste er fem lige om lidt. Sidenhen er der kommet en lille pige til også. Hun har formået at tage en uddannelse, har et stort hus, tre børn, en mand og tre dejlige hunde. Når man kommer hjem til hende, er der altid pænt og nydeligt. Hun er en fantastisk mor og jeg tager virkelig hatten af for hende. Jeg kunne nævne mange unge mødre, som gør det super godt. Og jeg giver dem, min aller største anerkendelse, for jeg ved, hvor meget mange har måttet kæmpe, for at få andre til at glæde sig, på deres vejne og ikke bare se på dem, med medlidenhed.
Ja, mit liv blev et helt andet, end det var inden jeg fik Emilie. Men jeg har ikke mistet min ungdom. Jeg er stadig ung og har været det hele tiden. Jeg har ikke længere rendt i byen hver weekend og jeg sætter for det meste, mine egne behov tilside for min datter, men jeg gør det gerne. De weekender, jeg ikke har Emilie, er jeg nogle gange bare ung og skør, giver den gas i byen. Jeg har aldrig følt at jeg er gået glip af noget. Jeg fik den største gave i livet og det ville jeg aldrig havde gjort om, for noget i denne verden. :)
Men det der igrunden irriterer mig mest, er at disse unge mødre, uge efter uge fremstiller, unge mødre, som totalt sociale tabere, der ikke har styr på noget som helst. Serien har endu ikke kunnet vise, at der faktisk findes unge mødre, som rent faktisk har styr på tingene.
Da jeg fik min egen datter, var jeg ikke engang fyldt 20 år. Min datter har været ønsket, fra det øjeblik, jeg en septembermorgen tilbage i 2005, stod med en lille pind, med to streger ude på badeværrelset. Men samtidig vidste jeg, at dette ikke ville blive let og at mit liv, aldrig ville blive det samme igen. Men jeg elskede hende, fra den dag, jeg fandt ud af at jeg var gravid. Jeg ville gøre alt, for at mit barn skulle vokse op og få en fantastisk barndom.
På det tidspunkt, havde de unge mødre allerede en sæson eller to på bagen. Da min mave begyndte at vokse, fik jeg medlidende blikke af gamle damer i føtex, hvilket virkelig fortsatte da jeg kom gående med barnevognen. Men jeg kunne ikke andet end at smile venligt til dem. For jeg var/er stolt, stolt fordi at det er min datter, mit et og alt, det aller vigtigste i mit liv.
Men som ung mor, ser alle på en, med helt andre øjne. Jeg havde det i hvert fald somom, at jeg måtte anstrænge mig meget mere, for at gøre det hele så perfekt som muligt. Der var nemlig ingen, der skulle have grund, til at pege fingre af mig. Og det mener jeg bestemt heller ikke, at nogen nogensinde har været berettiget til.
Jeg gør alt, hvad der står i min magt, for at være en god mor, men perfekt er jeg ikke, og det er der ikke nogen der er. Men når jeg ser tilbage, er jeg stolt og det har jeg god grund til at være. Min datter er næsten fem år gammel nu. Hun er fuldt ud udviklet som hun skal, hun fungerer godt socialt og er et glad og kærligt barn. Jeg er igang med min uddannelse som sygeplejerske, enlig, bestyrelsesformand i børnehaven og har et vikarjob ved siden af, når Emilie er hos hendes far. Jeg gør alt, for at Emilie skal have det godt.
Men der er mange der skal være stolte, for der findes rigtig mange, super gode unge mødre i det danske land. Mange af dem er lige så gode mødre, som dem der er 30 år, når de får deres første barn. Jeg har en veninde, som fik to børn, imens hun var 23 år og de er ikke tvillinger. Den ældste er fem lige om lidt. Sidenhen er der kommet en lille pige til også. Hun har formået at tage en uddannelse, har et stort hus, tre børn, en mand og tre dejlige hunde. Når man kommer hjem til hende, er der altid pænt og nydeligt. Hun er en fantastisk mor og jeg tager virkelig hatten af for hende. Jeg kunne nævne mange unge mødre, som gør det super godt. Og jeg giver dem, min aller største anerkendelse, for jeg ved, hvor meget mange har måttet kæmpe, for at få andre til at glæde sig, på deres vejne og ikke bare se på dem, med medlidenhed.
Ja, mit liv blev et helt andet, end det var inden jeg fik Emilie. Men jeg har ikke mistet min ungdom. Jeg er stadig ung og har været det hele tiden. Jeg har ikke længere rendt i byen hver weekend og jeg sætter for det meste, mine egne behov tilside for min datter, men jeg gør det gerne. De weekender, jeg ikke har Emilie, er jeg nogle gange bare ung og skør, giver den gas i byen. Jeg har aldrig følt at jeg er gået glip af noget. Jeg fik den største gave i livet og det ville jeg aldrig havde gjort om, for noget i denne verden. :)
torsdag den 10. marts 2011
Er det blevet forbudt at dø?
Ja, er det blevet forbudt at dø?
Det har jeg tit spurgt mig selv om. Over alt i medierne, hos lægen, på cigaretpakker, på nettet osv. bliver vi bombarederet, med kolde fakta om, hvad vi i hvert fald ikke må, for så kommer vi til at dø af det. Der er simpelthen ikke det, man ikke længere må, uden at man kommer til at dø af det.
Eks:
Spis fed mad=Dø af hjerte/kar sygdomme
Bliv siddende på din flade bagdel= Blodprop i benet, som sætter sig i lungen=Død
Gå ud i solen=Dø af hudkræft
Drik alkohol=Dø af skrumpelever
Ja og sådan kunne jeg blive ved, der er simpelthen ikke det, man ikke længere kan dø af.
Selvfølgelig skal man tage sine forbehold, men nogle mennesker, er blevet så bange for døden, at de helt glemmer at leve. Døden er blevet som en evig fjende, der forfølger en, hver eneste dag. Dit og dat må man ikke gøre, for så dør man.
Hemmelige koder:
Ja de så omdiskuterede hemmelige koder. Dødskoderne og hvad man ellers vil kalde disse. En høne der pludselig bliver til en hel hønsegård. Igen spørgsmålet om at give slip på livet. Er det forkert at dø, når man er gammel og syg?
Som studerende i sundhedsvæsnet, ved jeg at man skal tage hele dette mediecirkus, med et stykke brød til. Der findes gangske enkelt ikke hemmelige koder. Alle har indsigt i deres egen journal, alle har krav på en forklaring, hvis man ikke forstår det der står. Nogle steder vælger man at skrive % 2222, dette er egentlig bare at man ikke skal ringe 2222, hvis der er hjertestop. Det er et telefonnummer, men med meget stor betydning.
Men vi kan ikke redde alle. Nogle mennesker er ganske enkelt for sige, til at det ville nytte noget at genoplive dem. Deres skader ville ganske enkelt blive så store, at de måtte sidde som en grøntsag resten af deres liv, som måske ville være et par måneder mere. En vurdering om at de ikke skal genoplives, bliver jo taget, fordi man mener, at disse mennesker ingen gavn vil have af dette. Og hvad er der i vejen med at dø, når man er gammel, uhelbredelig syg, det hele bare er et spørsmål om tid?
Skal vi virkelig til at spørge alle ældre mennesker, om de vil genoplives, hvis de får hjertestop? Skal vi virkelig til at forklare dem, de kolde fakta, om hvilke konsekvenser dette ville få? Er det det, man skal møde nyindlagte med? Fragtager man dem så ikke håbet? Er vi i vores gode ret, til at fratage et andet menneske håbet? Hvis vi fragtager dem håbet, fratager vi dem så ikke også livet? Det er jo ikke engang sikkert at de får hjertestop, imens de er indlagt. Og hvor stor er sansynligheden, for at nogen ville opdage at de fik hjertestop.
På nogle afdelinger, er der 24 meget syge patienter og to nattevagter. De kan jo ikke holde øje, med alle stuer hele tiden. Sansynligheden for at dø om natten, er jo temmelig stor, de fleste mennesker dør om natten. Men ingen vil højst sansynlig opdage dette, før det er for sent alligevel, hvis der ikke er nogen konkrete tegn på, at patienten er ved at dø. Det kan lyde hårdt, men sådan er livet.
Tror egentlig mange gange, at det er de pårørende, der ikke vil give slip. Gamle mennesker skal hives igennem måned lange indlæggelser, med alverdens undersøgelser, hvor vi taler alt fra at få en tyk slange med et kamera op i røven til sindsyg dyre MR scanninger. Jeg tror faktisk, at man på denne måde, pådrager disse gamle mennesker mere lidelse, end gavn. Når man så efter undersøgelse nr. 10, blodprøve nr. 200 og lægekonference 30, må konstatere at fru Jensen på 85 har kræft, finder man alligevel ud af, at man ikke kan gøre en skid ved det. Hun er efter 8 ugers indlæggelse, alligevel blevet så dårlig, at hun vil tage mere skade end gavn af, at man prøver at helbrede hende.
Jeg håber selv, at jeg kommer til at få et langt og lykkeligt liv. Jeg elsker livet, der er meget jeg skal nå endnu. Men når jeg engang er gammel, uhelbredelig syg og det hele bare er et spørgsmål om tid, behøver de ikke genoplive mig.
DET ENESTE DER ER SIKKERT, DEN DAG DU KOMMER TIL DENNE VERDEN, ER AT DU SKAL HERFRA IGEN. VI SKAL ALLE DØ.
Det har jeg tit spurgt mig selv om. Over alt i medierne, hos lægen, på cigaretpakker, på nettet osv. bliver vi bombarederet, med kolde fakta om, hvad vi i hvert fald ikke må, for så kommer vi til at dø af det. Der er simpelthen ikke det, man ikke længere må, uden at man kommer til at dø af det.
Eks:
Spis fed mad=Dø af hjerte/kar sygdomme
Bliv siddende på din flade bagdel= Blodprop i benet, som sætter sig i lungen=Død
Gå ud i solen=Dø af hudkræft
Drik alkohol=Dø af skrumpelever
Ja og sådan kunne jeg blive ved, der er simpelthen ikke det, man ikke længere kan dø af.
Selvfølgelig skal man tage sine forbehold, men nogle mennesker, er blevet så bange for døden, at de helt glemmer at leve. Døden er blevet som en evig fjende, der forfølger en, hver eneste dag. Dit og dat må man ikke gøre, for så dør man.
Hemmelige koder:
Ja de så omdiskuterede hemmelige koder. Dødskoderne og hvad man ellers vil kalde disse. En høne der pludselig bliver til en hel hønsegård. Igen spørgsmålet om at give slip på livet. Er det forkert at dø, når man er gammel og syg?
Som studerende i sundhedsvæsnet, ved jeg at man skal tage hele dette mediecirkus, med et stykke brød til. Der findes gangske enkelt ikke hemmelige koder. Alle har indsigt i deres egen journal, alle har krav på en forklaring, hvis man ikke forstår det der står. Nogle steder vælger man at skrive % 2222, dette er egentlig bare at man ikke skal ringe 2222, hvis der er hjertestop. Det er et telefonnummer, men med meget stor betydning.
Men vi kan ikke redde alle. Nogle mennesker er ganske enkelt for sige, til at det ville nytte noget at genoplive dem. Deres skader ville ganske enkelt blive så store, at de måtte sidde som en grøntsag resten af deres liv, som måske ville være et par måneder mere. En vurdering om at de ikke skal genoplives, bliver jo taget, fordi man mener, at disse mennesker ingen gavn vil have af dette. Og hvad er der i vejen med at dø, når man er gammel, uhelbredelig syg, det hele bare er et spørsmål om tid?
Skal vi virkelig til at spørge alle ældre mennesker, om de vil genoplives, hvis de får hjertestop? Skal vi virkelig til at forklare dem, de kolde fakta, om hvilke konsekvenser dette ville få? Er det det, man skal møde nyindlagte med? Fragtager man dem så ikke håbet? Er vi i vores gode ret, til at fratage et andet menneske håbet? Hvis vi fragtager dem håbet, fratager vi dem så ikke også livet? Det er jo ikke engang sikkert at de får hjertestop, imens de er indlagt. Og hvor stor er sansynligheden, for at nogen ville opdage at de fik hjertestop.
På nogle afdelinger, er der 24 meget syge patienter og to nattevagter. De kan jo ikke holde øje, med alle stuer hele tiden. Sansynligheden for at dø om natten, er jo temmelig stor, de fleste mennesker dør om natten. Men ingen vil højst sansynlig opdage dette, før det er for sent alligevel, hvis der ikke er nogen konkrete tegn på, at patienten er ved at dø. Det kan lyde hårdt, men sådan er livet.
Tror egentlig mange gange, at det er de pårørende, der ikke vil give slip. Gamle mennesker skal hives igennem måned lange indlæggelser, med alverdens undersøgelser, hvor vi taler alt fra at få en tyk slange med et kamera op i røven til sindsyg dyre MR scanninger. Jeg tror faktisk, at man på denne måde, pådrager disse gamle mennesker mere lidelse, end gavn. Når man så efter undersøgelse nr. 10, blodprøve nr. 200 og lægekonference 30, må konstatere at fru Jensen på 85 har kræft, finder man alligevel ud af, at man ikke kan gøre en skid ved det. Hun er efter 8 ugers indlæggelse, alligevel blevet så dårlig, at hun vil tage mere skade end gavn af, at man prøver at helbrede hende.
Jeg håber selv, at jeg kommer til at få et langt og lykkeligt liv. Jeg elsker livet, der er meget jeg skal nå endnu. Men når jeg engang er gammel, uhelbredelig syg og det hele bare er et spørgsmål om tid, behøver de ikke genoplive mig.
DET ENESTE DER ER SIKKERT, DEN DAG DU KOMMER TIL DENNE VERDEN, ER AT DU SKAL HERFRA IGEN. VI SKAL ALLE DØ.
søndag den 6. marts 2011
Opskriften på Lykke
Ja du læste rigtig, her er opskriften på lykke (tror jeg i hvert fald).
Jeg har brugt en stor del af mine voksne år, på aldrig at være rigtig lykkelig. Indtil sidste år ved denne tid, havde jeg ALT, eller næsten alt. Jeg havde en kæreste, en dejlig datter, et nyt hus og legusterfilosofi, en hund, en bil, var igang med drømmeuddannelsen og tog på charterferie to gange om året. Lyder som det perfekte liv ik? Men nej, lykke er meget mere, jeg var nemlig ikke lykkelig. Noget jeg havde funderet over i længe og jeg vidste, at jeg heller ikke ville blive det. Så jeg tog min datter, pakkede mine ting og fik en lejlighed, lige midt i Randers centrum.
Pludselig stod jeg her, for første gang i mit liv på egne ben. Jeg tvivlede på hvordan det måtte gå. De første aftner stillede jeg mig selv spørgsmålet, om det nu virkelig var bedre at være ked af alene, end at være ulykkelig og være sammen. Efter en måneds tid, med snuden begravet mellem benene, besluttede jeg mig for "at tage mig sammen". Jeg tog en beslutning, en beslutning om at finde lykken.
Denne beslutning kom egentlig, da jeg sad med næsen, begravet i en gajol pakke og pludselig faldt over det lille citat "Bekymre dig ikke om ting, du alligevel ikke kan ændre".
Tja det rampte plet, det var som at blive slået med en hammer lige i hovedet. Nej, jeg ville ikke længere bekymre mig om ting, jeg alligevel ikke kunne ændre. Jeg kunne ikke ændre en helt masse ting, men der var masser af ting jeg kunne ændre, og det ville jeg gøre.
Dagen efter startede jeg dagen, med at sige til mig selv, at det bliver en god dag, fordi jeg vil have at det skal blive en god dag. Det hjalp, det blev en selvopfyldende profeti. Jeg gør det stadig.
Jeg begyndte at dyrke motion, hvilket gør en glad, selvom det kan være hårdt at slæbe sig afsted, men intet overgår den følelse man har bagefter. Og en ekstra bonus, er de overflødige kilo, man smidder på denne måde.
Jeg fandt ud af, at hvis man skal blive lykkelig, så må man gøre noget for andre. Så jeg tog beslutningen om, at jeg ville gøre noget godt, for et andet menneske hver dag, 365 dage om året. Det kræver ikke meget af en, nej det gør ej. Det koster mig intet andet end ord, når jeg ønsker den sure kassedame, en rigtig god dag. Det koster mig intet, når jeg hjælper fru Hansen, ind i bussen med hendes rollator. Det koster mig intet, at rose en medstuderene. Det koster intet, at jeg viser mine kollegaer, at jeg holder af dem. Det koster mig ikke andet end et par kroner, at ringe til min mor og sige, at jeg elsker og værdsætter hende. Det er småting, vi kan alle gøre det. Vi glæder andre mennesker og det glæder en selv.
Se på dine venner, gør de noget for dig? Det spurgte jeg mig selv om. Med at de gør noget, tænker jeg ikke på tjenester, gaver eller lign. men giver de dig noget mentalt, fylder de dit liv med glæde? Jeg fandt virkelig ud af hvad det vil sige at have rigtige venner. Jeg holder uendelig meget af mine og det er de aldrig i tvivl om. De er med til at gøre mig lykkelig, til det menneske jeg er.
Værdsæt de små ting i livet, det er dem der giver den største lykke. Det er ikke den årlige ferie, bilen eller huset. Nej det er de små ting, jeg bliver glad når solen skinner, at vintergækkerne springer frem, min datter fortæller at hun elsker mig, en sommeraften på stranden med vennerne, aftensmad i godt selskab, en tur i parken og fodre ænder, et opmuntrene ord fra en anden, at sidde og kigge ud af mit køkkenvinde. Det er de små ting, der i sidste ende udgør helheden.
Kærster? Det er ikke en nødvendig indgrediens for lykke. Jeg har nu været single i over et år. Jeg stræber ikke efter at finde en kæreste, dukker han op, er det fint, gør han ikke, er jeg lykkelig alligevel. Jeg er aldrig alene. Jeg har min familie, mine venner og min datter, som er det vigtigste i mit liv. Man kan sagtens være lykkelig uden en kæreste.
Gør op med dig selv, hvad du vil, hvem du er og hvor du er på vej hen. Nyd livet, så bliver du lykkelig, ikke før !!!
Jeg har brugt en stor del af mine voksne år, på aldrig at være rigtig lykkelig. Indtil sidste år ved denne tid, havde jeg ALT, eller næsten alt. Jeg havde en kæreste, en dejlig datter, et nyt hus og legusterfilosofi, en hund, en bil, var igang med drømmeuddannelsen og tog på charterferie to gange om året. Lyder som det perfekte liv ik? Men nej, lykke er meget mere, jeg var nemlig ikke lykkelig. Noget jeg havde funderet over i længe og jeg vidste, at jeg heller ikke ville blive det. Så jeg tog min datter, pakkede mine ting og fik en lejlighed, lige midt i Randers centrum.
Pludselig stod jeg her, for første gang i mit liv på egne ben. Jeg tvivlede på hvordan det måtte gå. De første aftner stillede jeg mig selv spørgsmålet, om det nu virkelig var bedre at være ked af alene, end at være ulykkelig og være sammen. Efter en måneds tid, med snuden begravet mellem benene, besluttede jeg mig for "at tage mig sammen". Jeg tog en beslutning, en beslutning om at finde lykken.
Denne beslutning kom egentlig, da jeg sad med næsen, begravet i en gajol pakke og pludselig faldt over det lille citat "Bekymre dig ikke om ting, du alligevel ikke kan ændre".
Tja det rampte plet, det var som at blive slået med en hammer lige i hovedet. Nej, jeg ville ikke længere bekymre mig om ting, jeg alligevel ikke kunne ændre. Jeg kunne ikke ændre en helt masse ting, men der var masser af ting jeg kunne ændre, og det ville jeg gøre.
Dagen efter startede jeg dagen, med at sige til mig selv, at det bliver en god dag, fordi jeg vil have at det skal blive en god dag. Det hjalp, det blev en selvopfyldende profeti. Jeg gør det stadig.
Jeg begyndte at dyrke motion, hvilket gør en glad, selvom det kan være hårdt at slæbe sig afsted, men intet overgår den følelse man har bagefter. Og en ekstra bonus, er de overflødige kilo, man smidder på denne måde.
Jeg fandt ud af, at hvis man skal blive lykkelig, så må man gøre noget for andre. Så jeg tog beslutningen om, at jeg ville gøre noget godt, for et andet menneske hver dag, 365 dage om året. Det kræver ikke meget af en, nej det gør ej. Det koster mig intet andet end ord, når jeg ønsker den sure kassedame, en rigtig god dag. Det koster mig intet, når jeg hjælper fru Hansen, ind i bussen med hendes rollator. Det koster mig intet, at rose en medstuderene. Det koster intet, at jeg viser mine kollegaer, at jeg holder af dem. Det koster mig ikke andet end et par kroner, at ringe til min mor og sige, at jeg elsker og værdsætter hende. Det er småting, vi kan alle gøre det. Vi glæder andre mennesker og det glæder en selv.
Se på dine venner, gør de noget for dig? Det spurgte jeg mig selv om. Med at de gør noget, tænker jeg ikke på tjenester, gaver eller lign. men giver de dig noget mentalt, fylder de dit liv med glæde? Jeg fandt virkelig ud af hvad det vil sige at have rigtige venner. Jeg holder uendelig meget af mine og det er de aldrig i tvivl om. De er med til at gøre mig lykkelig, til det menneske jeg er.
Værdsæt de små ting i livet, det er dem der giver den største lykke. Det er ikke den årlige ferie, bilen eller huset. Nej det er de små ting, jeg bliver glad når solen skinner, at vintergækkerne springer frem, min datter fortæller at hun elsker mig, en sommeraften på stranden med vennerne, aftensmad i godt selskab, en tur i parken og fodre ænder, et opmuntrene ord fra en anden, at sidde og kigge ud af mit køkkenvinde. Det er de små ting, der i sidste ende udgør helheden.
Kærster? Det er ikke en nødvendig indgrediens for lykke. Jeg har nu været single i over et år. Jeg stræber ikke efter at finde en kæreste, dukker han op, er det fint, gør han ikke, er jeg lykkelig alligevel. Jeg er aldrig alene. Jeg har min familie, mine venner og min datter, som er det vigtigste i mit liv. Man kan sagtens være lykkelig uden en kæreste.
Gør op med dig selv, hvad du vil, hvem du er og hvor du er på vej hen. Nyd livet, så bliver du lykkelig, ikke før !!!
Abonner på:
Opslag (Atom)