Jeg er mildest talt forkvalmet over tv-serien de unge mødre. Produktionsselskabet, formår gang på gang, at finde de værste eksempler af slagsen. Jeg aner ikke hvor mange tusind, der sidder og ser denne hjernedøde serie uge efter uge. På en måde forstår jeg dem godt, for dem der selv har børn, kommer lige pludselig til at virke perfekte.
Men det der igrunden irriterer mig mest, er at disse unge mødre, uge efter uge fremstiller, unge mødre, som totalt sociale tabere, der ikke har styr på noget som helst. Serien har endu ikke kunnet vise, at der faktisk findes unge mødre, som rent faktisk har styr på tingene.
Da jeg fik min egen datter, var jeg ikke engang fyldt 20 år. Min datter har været ønsket, fra det øjeblik, jeg en septembermorgen tilbage i 2005, stod med en lille pind, med to streger ude på badeværrelset. Men samtidig vidste jeg, at dette ikke ville blive let og at mit liv, aldrig ville blive det samme igen. Men jeg elskede hende, fra den dag, jeg fandt ud af at jeg var gravid. Jeg ville gøre alt, for at mit barn skulle vokse op og få en fantastisk barndom.
På det tidspunkt, havde de unge mødre allerede en sæson eller to på bagen. Da min mave begyndte at vokse, fik jeg medlidende blikke af gamle damer i føtex, hvilket virkelig fortsatte da jeg kom gående med barnevognen. Men jeg kunne ikke andet end at smile venligt til dem. For jeg var/er stolt, stolt fordi at det er min datter, mit et og alt, det aller vigtigste i mit liv.
Men som ung mor, ser alle på en, med helt andre øjne. Jeg havde det i hvert fald somom, at jeg måtte anstrænge mig meget mere, for at gøre det hele så perfekt som muligt. Der var nemlig ingen, der skulle have grund, til at pege fingre af mig. Og det mener jeg bestemt heller ikke, at nogen nogensinde har været berettiget til.
Jeg gør alt, hvad der står i min magt, for at være en god mor, men perfekt er jeg ikke, og det er der ikke nogen der er. Men når jeg ser tilbage, er jeg stolt og det har jeg god grund til at være. Min datter er næsten fem år gammel nu. Hun er fuldt ud udviklet som hun skal, hun fungerer godt socialt og er et glad og kærligt barn. Jeg er igang med min uddannelse som sygeplejerske, enlig, bestyrelsesformand i børnehaven og har et vikarjob ved siden af, når Emilie er hos hendes far. Jeg gør alt, for at Emilie skal have det godt.
Men der er mange der skal være stolte, for der findes rigtig mange, super gode unge mødre i det danske land. Mange af dem er lige så gode mødre, som dem der er 30 år, når de får deres første barn. Jeg har en veninde, som fik to børn, imens hun var 23 år og de er ikke tvillinger. Den ældste er fem lige om lidt. Sidenhen er der kommet en lille pige til også. Hun har formået at tage en uddannelse, har et stort hus, tre børn, en mand og tre dejlige hunde. Når man kommer hjem til hende, er der altid pænt og nydeligt. Hun er en fantastisk mor og jeg tager virkelig hatten af for hende. Jeg kunne nævne mange unge mødre, som gør det super godt. Og jeg giver dem, min aller største anerkendelse, for jeg ved, hvor meget mange har måttet kæmpe, for at få andre til at glæde sig, på deres vejne og ikke bare se på dem, med medlidenhed.
Ja, mit liv blev et helt andet, end det var inden jeg fik Emilie. Men jeg har ikke mistet min ungdom. Jeg er stadig ung og har været det hele tiden. Jeg har ikke længere rendt i byen hver weekend og jeg sætter for det meste, mine egne behov tilside for min datter, men jeg gør det gerne. De weekender, jeg ikke har Emilie, er jeg nogle gange bare ung og skør, giver den gas i byen. Jeg har aldrig følt at jeg er gået glip af noget. Jeg fik den største gave i livet og det ville jeg aldrig havde gjort om, for noget i denne verden. :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar